42.000 m2 af Østerbro ændrer karakter

Af Susanne

Tietgens Have på Østbanegade ved Nordhavn Station skal ændres fra et
introvert kontordomicil til et levende flerbrugerhus med flere erhvervslejemål.

Pensionsselskabet Pensam investerede i slutning af 2018 i en historisk del af Østerbro, og erhvervede ejendomskomplekset Tietgens Have, hvor SKAT sammen med fire andre lejere i dag holder til.

PenSam har allieret sig med ejendomsforvalteren, Fokus Asset Management A/S, som forvalter, udlejer og ombygger ejendommen i samarbejde med arkitekt og ingeniør. Deres vigtigste opgave bliver at konvertere et introvert hus til et mere levende hus i et område, der er midt i en spændende udvikling.

Omdannede kryolit til soda
Men hvad er Tietgens Have egentlig for et sted? Her lå oprindeligt Øresunds Chemiske Fabriker (kendt som kryolitfabrikken), som blev anlagt i 1859 til sodafremstilling af kryolit fra Grønland efter plan af professor Julius Thomsen. Han havde i 1852 opfundet en proces, som kunne omdanne kryolit til soda – datidens vigtigste husholdningskemikalium. Det store område omfattede dengang også Charlottehaven og et par andre fabrikker.
Selve transporten af kryolitten fra Ivittuut i Grønland skete i regi af Kryolith Mine og Handels Selskabet. Fabrikken blev først nedlagt i 1990, og i 1992-94 blev ejendomskomplekset Tietgens Have, tegnet af arkitekterne Hvidt og Mølgaard, opført. Stedet er opkaldt efter Carl Frederik Tietgen, der var den ledende erhvervsmand i 1800-tallet, og som den dag i dag stadig er synlig i det danske erhvervsliv, da flere af hans selskaber eksisterer i bedste velgående.

Åbner sig mod kvarteret
I dag lejer SKAT sig ind i ejendommen sammen med en række andre lejere, og har cirka 18.000 m2, mens hele huset er inklusive parkeringskældre i to niveauer på omkring 42.000 m2. SKAT fraflytter ejendommen i tredje kvartal af 2020, og i løbet af de kommende måneder begynder Fokus Asset at annoncere efter nye lejere. ”Hvor SKAT brugte Tietgens Have som et domicil, vil vi i stedet konvertere ejendommen til et moderne flerbrugerhus anno 2020, og målrettet identificere en håndfuld lejere eller mere, som sammen skal leje sig ind i ejendommen. Der ligger naturligvis en masse arbejde i at konvertere et domicil, som på grund af SKAT’s specielle virke, har været et noget lukket univers. Vi skal skabe et mere levende hus, som i langt højere grad bliver en del af kvarteret der blandt andet indbefatter Århusgadeområdet, Nordhavn Station, metroen og havnen. Det bliver en stor og spændende opgave, som vi allerede påbegyndte sidste år, da vi udlejede lokaler til Repeat Fitness,” siger Head of Letting Jakob Veino fra Fokus Asset Management A/S.

Udvikling af en by i byen
Han pointerer, at de er velsignet af, et område i medvind, og at der sker utroligt meget i området i disse år. Ultimo marts bliver Nordhavn koblet på metro-ringen, og hele Århusgade-kvarteret er ved at tage form og udvikle sig til et unikt område i København. ”Der foregår en fænomenal udvikling af en by i byen. Potentialet er stort,” mener Jakob Veino. Fokus Asset er i færd med at sammensætte et team bestående af en række samarbejdspartnere, som blandt andet omfatter en erhvervsmægler, diverse rådgivere, ingeniører og arkitekter, og når de i den nærmeste fremtid har sat deres hold, går de i gang med at identificere det kommende produkt og igangsætte genudlejning af lejemålene. ”Så snart vi har nogle arkitekttegninger, vil vi få lavet forskellige renderinger og tegninger af ejendommen, så vi har et grafisk materiale, vi kan bruge til at markedsføre og udleje projektet.”

Færdige i løbet af to år
Målgruppen for Tietgens Have er både private og offentlige virksomheder og lejemålene kan i størrelse variere fra 500 m2 til hele 18.000 m2 alt afhængigt af behovet, siger Jakob Veino: ”Østerbro er utrolig mangfoldigt, her er både store advokat- og revisionsvirksomheder som bor side om side med kreative virksomheder herunder flere IT-virksomheder, og området appellerer i virkeligheden til alle. Beliggenheden lige ved S-toget og metroen er uhyre central, hvilket kan være med til at tiltrække de kommende lejere. Vi påbegynder forventeligt ombygningen i oktober i år, og herfra går der nok op til halvandet år, til vi er helt færdige og har fået fuldt udlejet og ombygget ejendomskomplekset. Så i løbet af to år har vi fået konverteret ejendommen til noget helt nyt og spændende. det er en historisk del af Østerbro, og det er en opgave vi ser frem til, og vi glæder os til at gå i gang,” slutter Jakob Veino.

Related Articles