Anne Sophia Hermansen

En samfundskritiker som formår at blive ved med at være relevant

Anne Sophia Hermansen bor på Østerbro med sin søn. Hun er bedst kendt som kulturkommentator og kritiker hos Berlingske og man er ikke i tvivl om, hvad hun mener, når hun åbner munden eller giver den gas på tastaturet. Vi har mødt hende til en snak om at rykke på drømmene, være glad for hele pakken, at forblive relevant og om at smide idiotiske monumenter ud af byen – eller i havnen.

Hvad arbejder du på lige nu?

I øjeblikket er jeg ved at skrive en bog, som udkommer i januar 2023. Jeg har talt om at skrive den i 20 år, mindst, og nu gør jeg det. I mange år har jeg haft travlt med karriere, ledelse og hamsterhjul og ikke orket skrive længere end den korte form, som er klummens. Men en dag blev jeg træt af at høre mig selv tale om det samme og gjorde min stilling op: Enten skriver du en bog, eller også holder du op med at tale om den. Og så søgte jeg orlov fra Berlingske.

Hvad er det bedste ved at være dig?

At jeg ikke vil være nogen andre. Vi kan altid finde ting hos hinanden, som kunne være dejlige selv at besidde, men hvis man forestiller sig, at man ikke bare kan få et andet menneskes gode humør eller lange stænger, men skal tage hele pakken og erstatte alt det, som er ens eget, så tror jeg faktisk de fleste betakker sig. Så vil vi alligevel helst være os selv på godt og ondt, med skæve tænder, kaotiske juleaftener, løbende toiletter, sukkerkolde børn og hæmorider.

Hvad er det sværeste ved at være samfundsdebattør/kritiker?

Det er at forblive relevant. Det er ingen kunst at skrive de samme kommentarer uge efter uge og aldrig udfordre sine egne synspunkter. Men du ender som det lille dyr i et stykke harpiks. Da jeg begyndte at kommentere samfundsforhold, sagde mange, at jeg var en døgnflue. Men jeg er her stadig, og jeg synes da egentlig også, det går meget godt.

Bliver du nogensinde ramt af kommentarer/reaktioner?
Ikke så meget længere. I dag er jeg mere optaget af, hvordan jeg ser på folk end af, hvordan de ser på mig. Tidligere sad jeg og undrede mig over, at de kunne skrive så sindssyge ting, altså kalde mig nazifeminist, landsforræder og den slags, men jeg er blevet mere ligeglad med årene, for jeg har fundet ud af, at det sjældent handler om mig. Gennem de 13-15 år jeg har deltaget i offentlig debat har reaktionerne også ændret sig – til det bedre. I dag skriver de fleste venlige og konstruktive ting, og det er nærmest kun på Twitter, at folk slipper håndbremsen. Eller også er jeg bare holdt op med at lægge mærke til det.

Definition af den klassiske Østerbrofamilie?

Jeg ser mange fædre på barsel, og det gjorde jeg ikke for 17 år siden, da jeg selv skubbede barnevognen rundt i Fælledparken. Her er i det hele taget mange par i 30erne med et barn og en andelslejlighed, og når de får et barn mere, flytter de fra byen. Østerbro er et godt ynglested, fornemmer jeg. Sikkert pga. de mange daginstitutioner og at man altid kun er fem minutter væk fra en kaffe to go. Det er også kendetegnende for folk på Østerbro, at man ikke løfter et øjenbryn over, at en Flat White fra Emmerys koster 42 kroner eller at Junos fastelavnsboller koster en pensionsopsparing. Sådan er det bare.

Hvordan passer du selv ind i den kasse?

Jeg hører til dem, der vendte tilbage til bydelen efter den sammenbragte familie i en anden bydel brød sammen.

Du har tidligere boet på Nørrebro – hvad er den største forskel på de to bydele?
Her er smukkere arkitektur. Mere grønt og roligt, og nogen vil sikkert sige kedeligt. Dem om det. Det er en kæmpe gave, at havnebadet i Nordhavn er kommet, og det samme med Svanemøllen Strand. At vi har fået seks lækre metrostationer, og jeg forventer mig også meget af det nye Enigma Museum i den gamle postbygning. Men jeg synes godt, man kan få smækket nogle flere statuer af kvinder op. Victor Borge har fået en fin skulptur, og Gunnar Nu Hansen en buste, men Inger Christensen, som er en af vores fineste lyrikere nogensinde, har fået et idiotisk monument. Lad os få en ordentlig statue af damen, og så kan de køre den hæslige klods udenfor byen. Eller i havnen.

Hvilke steder på Østerbro?
● får du energi? I SATS på Nygårdsvej
● keder du dig? Når jeg ser den ene minecraft-bygning efter den anden skyde op i Nordhavn. Senest den rædsel, som skal huse Østre Landsret. Stakkels dem, der skal arbejde der.
● møder du de mest spændende mennesker? I frisørsalonen.
● vender du altid tilbage til? Testcenteret i Fælledparken.
● spiser du den bedste middag? Stensikkert ikke i mit eget hjem. På Fischer eller Estadio.
● Har du de bedste snakke? Når jeg går en tur ud til Mindelunden med min søn. Vi kan godt lide at tale om helt grundlæggende temaer som lykke, mening og kærlighed.


Udgivet

i

af

Tags: