Kasper Hjulmand – fodboldtræner i nationalromantikkens navn

Danmark spiller om få dage EM i fodbold. Østerbros berømte græsplet i Parken danner rød/hvid ramme for landholdets første gruppekampe, og for holdets træner, Kasper Hjulmand, bliver det næppe meget større. Hjulmand er på en europæisk fodboldmission i nationalromantikkens navn.

Mens jeg venter på opkaldet, går jeg og små-nynner lidt af Der er et yndigt land. Selvom jeg har lavet en forudgående aftale med fodboldlandsholds-træneren, Kasper Hjulmand, om at blive ringet op af ham, gibber det i mig, da telefonen faktisk ringer. Mit display nærmest danser navnet Hjulmand, og med et trylleslag er jeg i et kort sekund hovedpersonen i min egen for længst slukkede drengedrøm, hvor jeg modtager opkaldet fra landtræneren: Hej, Peter. Du er udtaget til truppen. Velkommen på fodboldlandholdet.

>Hej, det er Kasper<
>Hej, Kasper<, svarer jeg, mens min barnlige fantasi spurter videre. Sig nu de fortryllende ord, Kasper, tænker Peter, 10 år. Der er stille et kort øjeblik, for virkeligheden er jo den, at jeg er utroligt langt fra en udtagelse som fodboldmagiker i Hr. Hjulmands tropper. Derimod har jeg den udsøgte fornøjelse at få en snak med manden om et forestående EM på hjemmebane – på Østerbro. Så med et; dejligt du ringer og et ur der tikker hurtigere, end jeg kan løbe, tackles jeg tilbage til den virkelige verden med min lille liste af spørgsmål. 

EM i Danmark. Hvad betyder det for dig og holdet?
Det er svært at forklare, hvor stort det egentlig er for Danmarks befolkning. Jeg tror, det er det største event, der nogensinde har været i Danmark – og formentlig også nogensinde kommer til at være i Danmark. VM i fodbold er det største event i verden. EM i fodbold er det næstestørste. Et sted mellem to og tre milliarder mennesker ser kampene, så det er jo bare en kæmpe ting, og jeg håber på, at det kan begejstre folk og få nogle følelser i spil for Danmark. 

Landsholdsfodbold er specielt. Slutrunder er meget specielle, og så er det endnu mere skærpet, at det også foregår i Danmark. Det er faktisk lidt af et scoop, da vi rent faktisk ikke har faciliteterne til et EM, men af en
eller anden fantastisk årsag er det lykkedes at lande vores kampe i Danmark. Det er en helt fantastisk ting for vores land. Og for landsholdet betyder det, at vi ser en mulighed for at komme godt ind i turneringen. Det vil vi gøre alt for. Vi vil tage vare på den mulighed, vi har fået med en hjemmebane, som vi kender så godt – og med en masse danskere i ryggen.

Der er i skrivende stund tilladt knap 16.000 tilskuere til kampene i Parken. Hvor vigtigt er det? 
Vi drømmer om mere. Det betyder bare noget at spille for folk igen. Man så, at i samme øjeblik der blev lukket fans ind til klubkampene, så steg antallet af hjemmesejrer markant. Det har helt klart en betydning, og spillerne glæder sig til det. 

Fodbold uden fans er slet ikke det samme. Det, at energien bølger frem og tilbage er jo det, fodbold handler om. At spillernes præstationer giver energi til publikum på lægterne, og lægterne kan give noget energi til spillerne. Det er jo sådan set derfor, vi spiller. Og vi håber virkelig på, at de 16.000 tilskuere vil larme for et propfyldt Parken. 

Der er jo noget nationalromantisme ved landsholdsfodbold. Jeg har hørt og læst mange historier om landsholdfodbold, og der har godt nok været mange fantastiske kampe på græsset i Idrætsparken og Parken. Det er jo et historisk sted for landsholdsfodbolden. Spillerne beskriver det også som ret specielt. Det er et sted, hvor der er sket mange sjove og spændende ting.

Har Corona-stilheden på stadion givet en følelse af, at alle kampe har været træningskampe?
Ja, man kan godt få den fornemmelse, når der er så stille, for det er virkelig noget underligt noget. Vi har vi ikke haft mennesker på stadion i min landstrænertid. Og det vi har talt om på landsholdet er, at hver gang vi ser et tomt sæde, så sidder der en dansker og hepper. At hvert enkelt tomme sæde repræsenterer en dansker, der kunne have siddet der. Det er den forestilling, vi har båret med os ind i kampene. For det er bare ikke det samme uden larmen
fra tilskuerne. Det er det bare ikke. 

Hvordan har Corona ellers udfordret din tilgang til jobbet som landstræner?
Markant. Jeg har ikke kunne rejse. Jeg har ikke kunne se spillerne og de klubber, de er i. Jeg har ikke fået den tætte kontakt til dem, som jeg synes er en vigtig del af jobbet som landstræner. Jeg har spillet med 49 forskellige spillere og givet 16 debuter på de her få måneder. Det vidner lidt om de udfordringer, der har været. Spillere, der er fysisk pressede med tre kampe på seks dage i landskampsperioderne, hvor der normalt ville være to kampe. Det er bare markant anderledes. Helt konkret så er der 35% flere skader hos spillerne i denne sæson end i tidligere sæsoner. Det kræver et enormt logistisk arbejde. 

Er du og holdet egentlig blevet Covid19-vaccineret?
Nej. 

Det skal I vel?
Næ. I Danmark vægtes det ikke som en vigtig ting. Det er det i nogle af de andre lande – men ikke i Danmark. Det er jo 50 vacciner, der skal til. 

Men OL-deltagerne vaccineres, gør de ikke?
Det er IOC, der sørger for dét. Men i Danmark kommer vi ikke foran i køen som landsholdspiller eller -træner. Det gør man i lande som Belgien og Italien. Der siger man; nu er de ældre og sårbare vaccinerede, så nu giver vi 50 vacciner til vores landshold, så man ikke havner i et Corona-kaos. Men det gør man altså ikke i Danmark.

Apropos Belgien og Italien. Danmark er efter en flot EM-kvalifikation blevet nævnt som en af EM-slutrundens favoritter sammen med nogle af de helt store nationer. Hvad tænker du om det? 
Jeg tænker to ting: For det første har det danske fodboldlandshold gjort det godt gennem lang tid. Vi ligger nummer otte på Europalisten og har igennem en god, lang periode gjort det rigtig godt. Vores U21-hold har gjort det godt, Kvindelandsholdet gør det rigtig godt. Så det vidner om,
at vi er i en god periode i dansk fodbold. Vi har spillet godt, og der er respekt om os.

For det andet, så er vi ikke favoritter. Hold som Frankrig, Tyskland, Spanien, Portugal, Belgien og England har både bredde og kvalitet, og med deres lister af spillere så er der større favoritter end os. Men det, der gør det danske hold stærkt, er vores sammenhold. Jeg tror, at måden der bliver arbejdet på, måden spillerne er på med hinanden på det danske landshold, er rigtig stærk og meget unik. Og det er det, vi skal kæmpe med. Det er det, der er vores kvalitet – ud over at spillerne er dygtige selvfølgelig. Jeg tror, det er vores sammenhold, vores evne til at sætte holdet først, vores evne til at arbejde og kæmpe og spille klogt, det er de ting, som er med til, at vi kan kæmpe mod de store. 

Et bud på Danmarks tre puljekampe?
Nej, jeg tipper aldrig på kampe. Det jeg kan sige er, at vi sætter holdet op og tror altid på, at vi kan gå ind og vinde de kampe, vi går ind og spiller. Vi gør, hvad vi kan for at levere god fodbold og spille gode kampe og vinde. Og så
er fodbold jo sådan, at alt kan ske – særligt i slutrunder. Nej, jeg tipper aldrig på kampe, men vi gør, hvad vi kan for at vinde dem. 

Selvom du ikke bevidst har stræbt efter posten som landstræner, så er det er vel noget af det største at stå i spidsen for sit land i en nationalsport? Har du ubevidst nået dit mål som træner?  
Jeg har aldrig haft sat mig mål om, hvad jeg skal opnå andet end at forsøge at være ordentlig ved dem, jeg har tæt på mig. Men du har ret; det er da det største som træner at repræsentere sit land. Det er det i hvert fald for mig. Det er en meget stor ting at være landstræner, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at løse det så godt, jeg kan.

Hvordan har du det med store forventninger?
Det er jo forkert at prøve at påstå, at det ikke betyder noget. Men jeg tænker ikke så meget over det. Det, der betyder noget er, at vi så gerne vil gøre det godt, sørge for at vi får folket med os og udretter noget stort. Det som jeg koncentrerer mig om, det er, at gøre mit arbejde. Alle mine vågne timer går med at hjælpe holdet. Det har jeg comitted mig til i den tid, jeg er landstræner, og det er det, jeg lever og ånder for. Så må man se, hvordan det går. Ligesom med alle andre ting, så må man gøre sit bedste, give den fuld hammer og se, hvad der sker. Jeg tager det relativt stille og roligt. Det vigtigste for mig er, at jeg håber på, at befolkningen kan se, at vi vil det og er superambitiøse, at vi som gruppe står godt sammen og er klar til at kæmpe til sidste blodsdråbe. 

Lige inden vi slutter. Du boede selv på Østerbro i tiden i B93?
Ja, Århusgade og Nordre Frihavnsgade. Det er der, hvor jyderne samles. Jeg har haft nogle supergode år på Østerbro. Jeg fik min første dreng, Marcus, da vi boede på Ndr. Frihavnsgade, og jeg kan huske, da jeg første gang stod med ham på Riget og kiggede ud på Blegdamsvej og tænkte; hva´faen, verden går jo bare videre.

Telefonsamtalen afsluttes. Hjulmand er hurtigt videre i fodboldens verden, og jeg har en deadline på Mit Østerbro.

Landstræneren har ret; verden går bare videre – uanset udfaldet af EM. Uanset om vi sejler op ad åen eller ej.  Men indtil videre lever drømmen om en gentagelse af sommeren 92. Det danske landshold anno 2021 er nemlig et hold i europæisk verdens-klasse med en træner af format. Hjulmand og hans danske udvalgte kæmper for Danmark i nationalromantikkens navn. Sådan! Og så endda på Østerbro! 

Kom så, Danmark!!!


Udgivet

i

af

Tags: