Ja, tænk lige over, hvad der sker, når man altid siger ja til sin mand. Når man, uden at tænke særligt længe over det, bare siger “okay, den er jeg med på”. Det er gået op for mig, at den rolle har jeg i forhold til min mand. Jeg siger ja, fordi jeg tænker, at det da må være en skide god idé, når han nu foreslår den. Jeg har været sammen med ham i 21,5 år, så det er alligevel blevet til et par ja’er i årenes løb. Men det er først gået op for mig i forbindelse med det seneste “ja”, hvor jeg praktisk talt kiggede ned i afgrunden fra 6. sal og bare måtte klare det. For der var ingen vej tilbage.
Første “ja” fik os til at flytte sammen, en måned efter vi havde mødt hinanden i 2001. Andet “ja” førte os væk fra Amager og til Østerbro i 2002. Tredje, fjerde og femte “ja” fik os ud med rygsæk og børn for at opleve verden. Derefter fulgte en masse mindre ja’er, der alle fik vores liv til i perioder at være mega hårde (ombygninger og den slags) og virkelig sjove (ikke meget trummerum over en hverdag med mange ja’er).
Det vildeste “ja” er dog alligevel, da jeg kom til at hoppe med på hans idé om at sælge alt, sige vores jobs op, melde ungerne ud af deres skole, købe en båd og sejle ud i verden. Jeg sagde ja, og så kørte hele maskineriet, og pludselig var vi på vej ud i verden. Jeg havde helt glemt, at jeg var bange for pirater og stormvejr, og at jeg faktisk hader at savne. Men også der, var det heldigt, at jeg sagde ja, for det gav os den vildeste oplevelse!
Nu har jeg lige sagt ja igen. Denne gang til at sælge vores stuelejlighed, hvor jeg efterhånden havde accepteret at holde møder på toilettet på grund af manglende plads. Vores stuelejlighed, som min mand har bygget på, for at vi alle kunne leve vores liv lige der. To år blev det til. Så smed han en ny bolig-idé på bordet. Og jeg sagde ja. Helt uden at tænke over det. Det betyder, at vi nu er flyttet til en lejlighed på 5. og 6. sal. Med den vildeste udsigt.
MEN JEG HAR SGU DA HØJDESKRÆK!
Det havde jeg glemt at tænke over, da jeg endnuen gang hoppede med på hans idé. Det betyder, at jeg har brugt de første par uger i vores nye hjem på at kravle ud på den nederste meget lille altan. Jeg bukker ned i knæene og har det meget svært, når andre opholder sig derude. Jeg har drømt om at sætte et hegn hele vejen rundt om altanen, så ingen kan falde ud. Det har familien dog nedlagt veto imod. Til gengæld har jeg opdaget, at jeg godt kan opholde mig på den øverste terrasse, som er noget større. Der kan jeg jo bare lade være med at gå ud til kanten, jeg kan fylde godt op med krukker og så nyde udsigten over byens tage – og med et lille kig til havet. Det er små skridt, og snart indtager jeg måske også den lille altan!
Så min konklusion på alt den “ja-sigen” må være, at når vi siger ja, uden at tænke på konsekvenserne eller bekymringerne, så glemmer vi både pirater, stormvejr og højder. Og når vi glemmer det, er vi allerede i gang med at udfordre os selv og overvinde begrænsningerne. Så det tænker jeg, egentlig er en meget god strategi.
Jeg tror bare, at jeg fortsætter med at sige ja til ham.