Klingerts København Ø.

“Der er mange gode ting ved at bo på Østerbro igen. En af dem er den gamle elevator i min ejendom. Når man stiger ind i den, er det som om, man stiger ind i en tidslomme. Den har det hele; spejl og udskæringer i loftet og gulvtæppe. Og selve turen er et kapitel for sig. Når man skal op, er det som om, at den hele tiden sidder fast i måden, den kører på. Og når man skal ned, er det som om, at den et pænt stykke ad vejen kører i frit fald inden den griber fat i wiren, der holder den. Den er spændende. Min datter mener, det måske er en tidsmaskine – i slowmotion Der er mange gode ting ved at bo på Østerbro igen. En af dem er den gamle elevator i min ejendom. Når man stiger ind i den, er det som om, man stiger ind i en tidslomme. Den har det hele; spejl og udskæringer i loftet og gulvtæppe. Og selve turen er et kapitel for sig. Når man skal op, er det som om, at den hele tiden sidder fast i måden, den kører på. Og når man skal ned, er det som om, at den et pænt stykke ad vejen kører i frit fald inden den griber fat i wiren, der holder den. Den er spændende. Min datter mener, det måske er en tidsmaskine – i slowmotion Der er mange gode ting ved at bo på Østerbro igen. En af dem er den gamle elevator i min ejendom. Når man stiger ind i den, er det som om, man stiger ind i en tidslomme. Den har det hele; spejl og udskæringer i loftet og gulvtæppe. Og selve turen er et kapitel for sig. Når man skal op, er det som om, at den hele tiden sidder fast i måden, den kører på. Og når man skal ned, er det som om, at den et pænt stykke ad vejen kører i frit fald inden den griber fat i wiren, der holder den. Den er spændende. Min datter mener, det måske er en tidsmaskine – i slowmotion.”

Hvornår stiftede du første gang bekendtskab med bydelen?

“I 1981 flyttede jeg første gang til Østerbro. Min søster havde en toværelses lejlighed i Horsensgade, som jeg overtog. Den var lille, men stadig større end Nørrebrolejligheder – og så var der altan. I gaden lå der fabrikker, og lige ved siden af, hvor jeg boede, lå stearinlysfabrikken Pia Lys, der pludselig en aften brændte ned. Det var meget dramatisk. Der var mange ejendomme, der stod i flammer, og på et tidspunkt, gik jeg sammen med nogen andre ned i gaden for at spørge, om det var sikkert at lægge sig til at sove. Det skulle vi bare gøre sagde de. Hvis ilden nærmede sig, ville de bare komme og sparke dørene ind, sagde de. Og så gik vi i seng og sov. Det gav et sammenhold i gaden. Der er intet som en fælles fjende, der kan få folk til at rykke sammen. Og en brand som den var, var jo en fjende af format.”

Du forlod Horsensgade efter to år og kom først tilbage som Østerbroborger 29 år senere i 2012. Har området ændret sig meget?

“Helt vildt! Der er blevet så pænt alle steder. Det var der ikke dengang. Området omkring Horsensgade var meget rodet, hvor de fleste steder i dag er meget mere ordnet. Østerbro er blevet meget mere poleret, end det var dengang. Men sådan er det jo alle steder i byen. København er blevet meget smukkere – og mindre rå.”

Er det sentimentalt at tænke tilbage på et Østerbro før forandringen?

“Der er da noget sentimentalt over at vende tilbage, sådan som jeg har gjort. Da jeg var 12 år gammel, så jeg en børneudsendelse om Bager Bosse, hvor de sagde, at `Bager Bosse bager byens bedste brød og boller – siger han selv.´ Det var på DR, så de var nødt til at tilføje den sidste del om at sige det selv, da man jo ikke måtte reklamere. Og da jeg så flyttede hertil igen i 2012 og stod og manglede en kagekone til min datters fødselsdag, skulle jeg selvfølgelig til Bager Bosse. Rygtet siger jo, at Bager Bosses kagemænd og kagekoner er de bedste… siger han selv.”

“Da jeg så kom derned, spurgte jeg, om det stadig var bager Bosse selv, der lavede kagerne. Det var det ikke. Men hende der stod der sagde, at Bager Bosse var hendes far, og at hun havde overtaget forretningen efter hans død. Det fortalte mig jo noget om, at der var gået en del år. Men hun var dybt imponeret over, at jeg kunne huske, at der i en børnetime engang i 70´erne havde været et indslag om hendes far og hans bagerbutik.”

Hvad synes du, er den største udfordring her?

“Det er, at folk har luret de afgiftsfrie parkeringszoner. Det betyder, at der især om sommeren ikke er en eneste plads at få som beboer. Det var derfor, jeg fik en garage, da jeg flyttede hertil igen. Men så opdagede jeg, hvor hårdt det var, at have en garage.” 

“Det ville begynde om morgenen, når min datter skulle i skole. Jeg skulle åbne garagen, åbne bildørene, ind i bilen, lukke dørene, bakke ud, åbne dørene, stige ud for så at lukke garagen, inden jeg kunne stige ind, lukke bildøren – og så køre. Når jeg så havde afleveret hende, så skulle jeg tilbage igen, da jeg har kontor hjemme i lejligheden, og måtte derfor gentage hele proceduren. Åbne døren, ud af bilen.. Dernæst skulle jeg så ud at undervise i løbet af dagen. Endnu engang måtte proceduren gentages, og så skulle der også lige handles ind. Åbn, ud, ind, luk. Og når min datter så skulle hentes igen, så måtte jeg lige igennem det hele en gang til og endnu en, når hun også lige skulle køres til dans. Åbn, lukke, åbn, lukke, lukke, åbn, åben, lukke.”

“Så jeg spurgte nogle af de ældre, lidt finere beboere i ejendommen, om ikke vi kunne få etableret en elektrisk åbner til garagen. `Spørg fondet, der ejer ejendommen´, sagde de, så det gjorde jeg. Jeg fik at vide, at man i hvert fald skulle motivere sin ansøgning rigtig, rigtig godt. `Og så skal man selv betale for tiltaget, hvis det går igennem´, tilføjede de. Det var i orden med mig.”

“Jeg skrev: Motivation for ansøgningen: Og så skrev jeg ingenting. Intet kom til mig. Næste dag forsøgte jeg igen. Motivation for ansøgningen: Stadig intet. Til sidst lykkedes det: Motivation for ansøgningen: Kropsladhed.

Jeg sendte uden nogen som helst tro på, at den ville gå igennem. Helt ærlig, jeg var omringet af folk på 80, og så skriver jeg kropsladhed. Men af en eller anden årsag, gik den igennem. Jeg fik tilladelsen – men med et krav om, at jeg fik mig et fitnessmedlemskab. Det accepterede jeg.”