Mikromejeri i Nordhavn

Af Susanne

En mindre del af BarUnos univers er nabobutikken Nordhavns Mikromejeri, der startede sidste år med at lave mejeriprodukter som italienske oste og forskellige slags is. Formålet var primært, at de skulle levere oste til BarUno’ pizzaer, fortæller direktør Kasper G. Jensen. 

”Vi hungrede efter noget mere kapacitet til vores oste, som vi bruger til pizzaerne. Samtidig anede vi også en forretningsmulighed for en isbutik i Nordhavn, så vi slog de to ting sammen. Da vi kunne købe økologisk mælk fra Øllingegaard til en god pris, kunne vi bruge det til både osten og til isen. På den måde ville det hele hænge godt sammen i forhold til noget nærhed. I de første par år af BarUnos eksistens i Nordhavn, brugte vi gode kollegaer i Rødovre, som leverede ost til BarUno. Hvis vi fremover selv stod for osten til Nordhavn, ville det give et mere stabilt flow, og vi ville samtidig selv være herre over kvaliteten.” 

Learning by doing
Han betegner starten som hård men sjov og udviklende. ”Jeg er udlært kok, og selv om jeg ved en masse om mad, er der ikke nogen af os, der som sådan er mejerister eller iseksperter. Så det har været learning by doing. Det er ikke billigt at investere i maskineri til et mejeri, men det er sjovt at beskæftige sig med, og vi udvikler konstant på osten. Der er stadig en del, der foregår med håndkraft, og når man ser på, hvor meget vi producerer, vil mange nok sige, at vi har gang i et vildt projekt. Men hver eneste gang, vi laver noget ost, bliver vi glædeligt overrasket over, hvor meget bedre det er end sidste gang, vi lavede det. Det er det samme med isen, som konstant bliver bedre og bedre. Det er sjovt at rode med,” fortæller Kasper G. Jensen. 

Han beretter, at mange virksomheder heldigvis ser det positive i en lokal kvalitetsost. Lige inden corona-nedlukningen, havde Mikromejeriet virkelig gode udsigter til at få nogle store, gode kunder på listen som for eksempel Meyers og Løgismose, der begge har vist interesse for produkterne. 

”Desuden leverer vi til forskellige små, hyggelige steder rundt omkring som Toto på Amager, Omegn og Venner i Torvehallerne og caféen i Glyptoteket. Det er gode steder, som vi håber hænger ved, når vi er ovre corona-pandemien.”

Hvordan får man den ide at kaste sig så lidenskabeligt over osteproduktion?
”Ha, ha, det var heller ikke meningen, det skulle kun have været produktion til os selv, men vi kom lidt for sent i gang med is-salget sidste sommer, så vi gik glip af lidt af sæsonen. Derfor måtte vi sætte alle sejl ind på at få en høj kvalitet i osten, som vi med god samvittighed kan sælge. Derfor har vi nørdet godt igennem over vinteren og fået en meget høj kvalitet i vores Burrata-, stracciatella- og mozzarellaoste, der laves af økologisk mælk fra Øllingaard, lige som vores is gør,” siger Kasper G. Jensen og tilføjer: ”Vi er positivt overrasket over, hvordan alle tager godt imod vores produkter. Det føles lidt som om, at folk længes efter gode, lokale produkter. Og måske især fra et bymejeri, som jo er en sjælden ting her i København,” slutter Kasper G. Jensen. 


Mikromejeriet · Gøteborg Plads 9 · www.nordhavnmikromejeri.dk

Related Articles