Nyd sommeren på Toldboden

Af Susanne

På Toldboden kan du både få stillet den store sult og nyde sommeren på deres store terrasse, som ligger få meter fra vandet ved Langelinie.

At en tidligere færgeterminal kan bruges så kreativt, som folkene bag Toldboden har gjort, er enestående. De har bevaret den maritime stemning og forvandlet terminalen på kanten til vandet med udsigt til Refshaleøen og Operaen til et suverænt mad- og oplevelsescenter. Deres store terrasse er det perfekte sted for den gode sommerstemning.På Toldboden kan du gå på opdagelse i deres varierede menu med friske råvarer tilberedt af dygtige kokke og spise byens måske bedste brunch i weekenden. Restaurantens økologiske grøntsager kommer for en stor del fra deres egen gård, Juliangaard i nordsjællandske Smidstrup, så man er sikker på, kvaliteten er i top.

Bæredygtighed i alle led

Hos Toldboden tænker de på alle måder på miljø og bæredygtighed. Det opdager man blandt andet, når man ser de patinerede terrassemøbler og træder ind i deres store atmosfærefyldte lokale med rustikke plankeborde, den elegant formede bar og de store vinduer ud til vandet.

Hele stedet er nemlig bygget op af genbrugsmaterialer. For eksempel har de hentet stole fra en Mercedesfabrik i Berlin, deres borde og bænke er fra Thor Design, som laver møbler af drivtømmer eller patineret genbrugt bolværk, her er en del genbrugsinteriør fra metrobyggeriet samt en gammel båd, der ellers skulle kasseres. Og når de i kolde tider skal varme restauranten op, benytter de genindvindingsvarme fra køkkenet.

Overdådig weekendbrunch

Deres store weekendbrunch er en næsten overdådig buffet, der er fyldt med Toldbodens klassikere gennem årene. Det er for eksempel rejer, laks, gris, pølser, kylling, spareribs, chili con carne og en masse grønt sat sammen i nogle spændende retter.
Oven i alt dette er der også alle de gængse brunchretter som røræg, oste, drænet yoghurt med granola, musli, kager, frugt samt is, pandekager, vafler og brød – selvfølgelig hjemmelavet.

Havnegrillen med fokus på havnemad

Til frokost og aften er der høflig selvbetjening fra Havnegrillen. Det vil sige, man går op og bestiller sin mad, får en buzzer, og henter selv maden, når den er færdig. Her er der især fokus på havnemad som for eksempel fish ’n’ chips, hummer, laks, et lille dryp asiatisk islæt samt populære retter som burgere og falafel. Over sommeren byder Toldboden på en churrascoinspireret grill og grønt-menu, hvor de alt efter sæson og høst serverer udvalgte økologiske grøntsager fra deres eget landbrug sammen med blandt andet grillet latinamerikansk oksefilet, kulmule a la Skagen, gris som i Mexico og en persisk krydret kylling.

Fredagsbar med DJ

Om fredagen kommer en dj forbi og spiller en stemningsfuld musik med højtalere ud til kajen, så stemningen løftes yderligere til Toldbodens fredagsbar. Hver fredag mellem kl. 16.00-17.00 er der fristende tilbud som 2 for 1’s pris eller måske giver Toldboden et glas. På udvalgte dage kommer en af deres leverandører forbi og serverer smagsprøver – den franske aperitif Lillet har for eksempel just været forbi med deres læskende sommerdrik.

 

Selskaber og fest

Der er god plads i de stemningsfyldte lokaler på Toldboden, hvor man som privat selskab eller som virksomhed har de helt rigtige rammer til at fejre barnedåben, fødselsdagen, firmafesten eller lignende og få del i den fantastiske sommerstemning med udsigt til vandet.

 

Se mere på www.toldboden.com eller endnu bedre, læg vejen
forbi Toldboden 18-24, lige over for Operaen og med Kastellet i baghaven.

 


Toldboden · Toldboden 18-24 · tlf. 33 93 38 28  www.toldboden.com


 

 

Related Articles