Sportslig og faglig udvikling på højt niveau

Af Susanne

For en idrætsnørd som deres skribent, lyder konceptet bag Københavns Skole & Idrætsakademi på Gartnerivej som et paradis. En skole, hvor man fast hver dag kan spille fodbold eller tennis og få undervisning af en række dygtige trænere samtidig med, at den faglige undervisning er tænkt ind i forhold til sporten og det sociale liv ved siden af.

Sådan er hverdagen for eleverne på idrætsskolen, der er skoletilbud fra 0.-9. klasse og har eksisteret siden 2014. For at komme gennem nåleøjet, skal man til optagelsesprøve i fodbold eller tennis, der er skolens sportsgrene, samt til en optagelsessamtale, såfremt optagelsesprøven klares tilfredsstillende. For skoleleder og en af initiativtagerne til skolen, Johnny Wetterstein, handler den markant sportslig indsats om, at eleverne ind i voksenlivet kan dyrke idræt på højt sportsligt niveau: ”Vi arbejder til dels efter princippet om, hvis du vil være god til noget, skal du træne i mindst 10.000 timer. Det svarer vel til at træne 20 timer om ugen. Det er det samme, som hvis du vil være en dygtig musiker eller kunstner. Man er nødt til at træne så meget, hvis man gerne vil blive rigtig dygtig til noget,” forklarer han.

Slappe af derhjemme

Eleverne har derfor en hverdag, hvor de træner hver morgen inden den normale skolegang. Om eftermiddagen træner de igen, men denne gang i de respektive foreninger, de skal være tilknyttet. ”Skolen er sat i verden for at give børn, der gerne vil nå langt med sin sport, en mulighed for at få en stor træningsmængde til at passe sammen med skolegang, familieliv, venner og alle de andre forskellige sociale former på en optimal måde,” siger Johnny Wetterstein og uddyber: ”Mange ting bliver ordnet på skolen. Eleverne skal for eksempel ikke have træningstøj med, det stiller vi til rådighed og vasker her med eleverne selv som vaskedukse. Lektier bliver så vidt muligt lavet på skolen i vores fordybelsescafé. Når eleverne kommer hjem, skal de kunne slappe af og koncentrere sig om at få et velfungerende socialt liv sammen med familie og venner og komme ordentlig tid i seng.”

Kosten er vigtig

Skolen går også meget op i ernæringsrigtig kost. De skal spise hensigtsmæssigt i forhold til deres sportsudøvelse og skolegang. Nutella oven på et stykke lyst brød duer ikke, pointerer Johnny Wetterstein. ”Eleverne skal have de rigtige kulhydrater og proteiner for at kunne holde til træningen og de mange aktiviteter. Deres hjerner skal også være klar til de forskellige fag. Udover en god kost skal de også sørge for at få sovet tilstrækkelig, da søvn er vigtig for god restitution.”

Alle skolens lærere er læreruddannet og underviser i deres linjefag, så man sikrer et højt fagligt niveau. Akademitrænerne er uddannede trænere på højt niveau og har mange års erfaring med talentudvikling af børn inden for fodbold og tennis. Der er én klasse i hver årgang, men fra i år er der startet op med to 7. klasser, som fortsætter frem til de er blevet udskolet, da der er stor søgning til skolen, fortæller Johnny Wetterstein. 

Samarbejder med flere idrætsforeninger

Eleverne kommer primært fra lokalområdet, men der er også elever, der kommer helt fra Helsingør, Dragør, Hillerød m.v. Københavns Skole & Idrætsakademi samarbejder med flere idrætsforeninger, for eksempel har udskolingen et samarbejde med F.C. København, så flere af deres bedste spillere i de ældste skoleårgange går på skolen. Men der er også elever fra Lyngby Boldklub, FC Nordsjælland og andre, mindre klubber.

Selv om fokus helt klart ligger på at udvikle eleverne til at konkurrere på højeste niveau bagefter, lægges der ’blidt’ ud i indskolingsklasserne med motorik, leg og bevægelse. Fra og med 3. og 4. klasse er der langt mere fokus på at træne og udvikle sig inden for fodbold og tennis. Hvis man starter i 0. klasse, behøver man ikke at dyrke en af de to sportsgrene, men det er et krav i de større klasser.

Må gerne lave fejl

Skolen tænker på eleverne som hele mennesker, og derfor har de bl.a. tilknyttet sportspsykologer og yogaundervisere. ”Vi arbejder også efter begrebet Growth Mindset, som kort fortalt handler om, at man ikke lukker ned for sig selv, hvis tingene ikke går, som man havde håbet. Eleverne skal se modgang og nederlag som en udfordring og tænke ud af boksen. Det er legalt at lave fejl, da det er gennem vore fejl, at vi lærer noget nyt. Jeg oplever, at det virker, da vore elever er supermotiverede og engagerede,” fortæller Johnny Wetterstein. 


Københavns Skole & Idrætsakademi · Gartnerivej 9 · 2100 Kbh. Ø · www.kbhakademiet.dk · Tlf. 50 50 87 93

Related Articles