Tankevækkende teater på Østerbro

Af Susanne

Østerbro og Nordhavn danner i år for anden gang rammen for Åben Festival. Publikum, kunstnere, institutioner og virksomheder skaber indholdet og alle er inviterede. Åben Festival er sat i verden for at skabe synlighed af alle de mange gode kulturaktører, der er på Østerbro og i Nord-havn. En af disse aktører er Teater Hund, som afholder tre åbne prøver på forestillingen TÆNK ENGANG! under festivalen fredag og lørdag den 10. og 11. september. 

Temaet er tanker, og det går igen i tre filosofiske saloner med filosof David Mark Larsson. Her kan både store og små tænke store tanker sammen, hvor det fredag den 10. september er for skolebørn, mens det er for familier lørdag den 11. september. 

”Publikum inviteres med ind i maskinrummet til prøverne på forestillingen TÆNK ENGANG!, både for publikums og vores egne skyld. Når vi afholder åbne prøver, får vi masser af respons fra publikum og en viden om, hvordan de opfatter det, vi laver. Samtidig får de viden om, hvordan man egentlig arbejder med en teaterforestilling. Det er en win-win situation, hvor begge parter får noget ud af det,” forklarer Mette Bendix, instruktør, dramatiker og leder af Teater Hund. 

Drøm om samarbejde med filosof
Filosofi-salonerne handler om store filosofiske spørgsmål, hvilket er kendetegnende for de forestillinger og arrangementer, der finder sted på teatret. De tager næsten altid udgangspunkt i filosofiske, psykologiske og sociologiske tekster og områder. ”Det handler ofte om, hvad der rører sig i samfundet og om forhold, som vi.. som vi synes er vigtige at undersøge. Vi har altid haft en drøm om at samarbejde med filosofien, og med filosof David Mark Larsson har vi fundet et menneske, der er utroligt dygtig til både at filosofere med børn og med voksne. Vi er ret vilde med, at man kan se forestillingerne og filosofere over deres temaer sammen med en filosof,” siger Mette Bendix. 

For Teater Hund er det centralt, at de er med til at udvide horisonter og åbne hjerner og hjerter. De vil også gerne inspirere til, at man tænker filosofisk, og at man forstår, der ikke kun er én sandhed, påpeger Mette Bendix: ”Det er mig, der skriver og instruerer vores forestillinger, og jeg tror nærmest, at alle forestillingerne har undertitlen ’Der findes mere end én sandhed’.”

Lærer-Teater-Netværk
Derfor er det også en naturlig del af teatret at samarbejde med andre. Både i forhold til udvikling af de enkelte forestillinger, men i allerhøjeste grad også i forbindelse med aktiviteterne uden om forestillingerne. Teatret har for nyligt etableret et Lærer-Teater-Netværk, som er et samarbejde med 5 lærere fra skoler på Østerbro. Netværkets formål er at skabe projekter for eleverne og samarbejde på tværs af skoler og kulturinstitutioner på Østerbro. Og så er der selvfølgelig Børnebestyrelsen ”De Gyldne Hvalpe”, der fungerer som sparring for teatret. Børnene bor på Øster-bro og er blevet en fast del af teatrets hverdag, hvor de er medudviklere af materialer til forestillingerne, er værter til premierer og derudover laver deres egne projekter.  

Det er bare tanker
Forestillingen TÆNK ENGANG! handler om, at man nærmest aldrig behøver at tage sine tanker alvorligt, fordi det ikke er sikkert, at det, der foregår inde i ens hoved, er sandheden. ”Vores krybdyrhjerne er nødt til, at vi fokuserer på det negative, for hvis der kommer en sabeltiger, er vi i fare. Der skal vist fem positive tanker til at overtrumfe en negativ. Vores hjerne er programmeret til at tro, at den negative tanke altid er den rigtige. Men vi kan selv være med til at skabe nogle bedre tanker om os selv, og vi ikke behøver at tro på de negative tanker, der får os gjort kede af det. Det handler forestillingen så om på en humoristisk og tankevækkende måde. Det korte og det lange er, at det bare er tanker, og at det ikke er dig, der er noget galt med,” siger Mette Bendix, der understreger, at det først og fremmest er en sjov og underholdende oplevelse, at se TÆNK ENGANG!. 

Lille storbyteater
Teater Hund er Østerbros bydelsteater for børn og familier. De har eksisteret siden 2003 og har siden 2019 været på Østerbro. Allerede i 2017 kom de under Lille storbyteater-ordningen og får en fast bevilling fra Københavns Kommune. De har kontorer og prøvesal på Poul Henningsens Plads, og afholder forestillinger på Krudttønden. Teatret har masser af forskellige samarbejdspartnere, og de laver mange arrangementer i forbindelse med forestillingerne. ”Vi tror, det er vigtigt, at børn og voksne oplever ting sammen, og så arbejder vi meget med humor som den forløsende kraft og som et middel, til at man tør se på sig selv med lidt mildere øjne. Vi søger derfor efter en universel humor, hvor både børn og voksne kan være med. Vores hovedaldersgruppe er børn i alderen 5 til 12 år, og alt hvad vi laver, er skabt i respekt for dem og er samtidig noget, vi gerne selv vil se og opleve,” konkluderer Mette Bendix.     


Teater Hund spiller på Krudttønden · Serridslevvej 2
Administration, Østerbrogade 95 · Tlf. 26 16 14 10 · www.teaterhund.dk

Related Articles