Den 51-årige Therese Glahn har lige nu 30-års jubilæum som scene-kunstner. Det fejrer den tidligere internationale danser og Nikolaj & Julie skuespiller-inde bl.a. ved at medvirke i Teater Hunds børneforestilling TÆNK engang! på Krudttønden på Østerbro.
Det er vidunderligt at spille for børn hér på Østerbro. TÆNK engang! er tredje forestilling, jeg laver for det lille storbyteater Teater Hund, der hører til hér på Krudttønden, og kendetegnet for Teater Hunds forestillinger er, at det er forestillinger set fra barnets perspektiv. Børnene føler sig godt repræsenteret hér. I TÆNK engang! er det mig, der er barnet”.
Hvordan er det at være barn med 30 års erfaring?
“Det er ikke svært. Jeg husker jo tydeligt at være barn. Tanker, også forstyrrende tanker har man både som barn og som 51-årig. Jeg skal jo ikke være barnlig, bare være menneske. Og jeg betragter desuden ikke min barnlige side som værende barnlig. Jeg synes i hvert fald ikke selv, jeg er specielt barnlig”.
”Jeg er bare det menneske, som jeg var engang”.
Therese Glahn om at spille barn
“Jeg er bare det menneske, som jeg var engang. Ligesom Dunderklumpen (hovedkarakter i svensk børnefilm af samme navn fra 1974, red.), der bliver spurgt, hvor gammel han er og synger en sang om alder, hvor han laver små nedslag fra sit liv. Hele summen udgør, at han er alle de aldre, han har været – og den, han har nu. Sådan har jeg det. Der er altid noget at trække på. Det er det, jeg elsker ved at stå på scenen. Man skal bare sætte sig selv i omstændigheden”, fortæller Therese Glahn.
Teenager på Ø
Therese Glahn har været rundt i verden som scenekunstner. Men inden voksenlivets kunstneriske udskejelser blev en realitet, levede hun et teenageliv på Østerbro.
“Vi rykkede fra Hellerup til Nørrebro, inden jeg landede med familien i et kollektiv på Gl. Kalkbrænderivej og startede på Vibenshus skole i 7. klasse. Så jeg kender Østerbro rigtig godt. Stedet var et sjovt mix af det bedre borgerskab og ren arbejderklasse. Østerbro havde en rå side med grønjakkerne, selvom det ikke var bander, som vi kender det i dag, og samtidig en pæn og mondæn side. Det var her, jeg hang ud i de skelsættende teenageår, og jeg nyder at være på Østerbro igen”, smiler den forhenværende Ø-bo og tilføjer:
”Det er bare en gave at cykle gennem Fælledparken på vej til arbejde”
Therese Glahn om Østerbro
“Min rute fra ydre Frederiksberg, hvor jeg bor i dag, og til mit arbejde her på teatret på Østerbro går gennem forbi Panum instituttet og gennem Fælledparken. Det er bare en gave at cykle gennem Fælledparken på vej til arbejde. Østerbro har jo utrolig meget, som de andre bydele ikke har. Her er ikke så tæt bebygget, vejene er bredere, og lejlighederne er større. Her er bare mere luft”.
Fra dans til skuespil med Vinterberg
Therese Glahns veje i scenekunstens verden er mange. Det var den store drøm, der gik i opfyldelse, da hun i begyndelsen af 1990erne blev uddannet danser fra den højt estimeret britiske danseskole London Comtemporary Dance School, og senere blev tildelt Statens Kunstfonds Arbejdslegat som danser og koreograf. Men i 1997 blev hun tilbudt en rolle som stuepigen Michelle i vennen Thomas Vinterbergs film Festen. Og nok har vejen mod skuespillet været forholdsvis jævn men ikke uden udfordringer for Therese Glahn.
“Da jeg som danser begyndte at få filmroller, så begyndte danserne at spørge, om jeg nu pludselig skulle til at være skuespiller. Jeg skal ikke til at blive noget, tænkte jeg. Jeg er jo det, jeg laver. Jeg ville ikke vælge noget fra for at lave noget andet. Men dengang var det mest sådan, at det ene udelukkede det andet. Enten var man skuespiller, eller også var man danser. Det gjorde indtryk på mig, for jeg synes, der ligger en lille smule jantelov i det; nu spiller du vist fandango osv.”, forklarer den mangfoldige scenekunstner, Glahn, og fortsætter:
“Jeg er meget ærekær omkring mit arbejde. Jeg havde det stramt med at få arbejde som skuespiller uden at være uddannet fra en af landets anerkendte skuespillerskoler. Det var meget tydeligt, om man kom fra de etablerede skoler eller ikke gjorde. Og der var ikke nogen, der skulle sige til mig, at jeg bare kom ind fra højre. For det gjorde jeg ikke. En danse-uddannelse er benhamrende hård. Og for mig er der ikke den store forskel. Det er jo det samme arbejde, man gør. Det er bare en anden måde at fortælle en historie på”.
”Der var ikke nogen, der skulle sige til mig,
at jeg bare kom ind fra højre. For det gjorde jeg ikke”.
Therese Glahn om overgangen fra dans til skuespil
“Så jeg uddannede mig som skuespiller i New York, da jeg skulle derover i forbindelse med en danseproduktion. Det var nogle intense og fantastiske år, og da jeg så kom hjem igen, mødte jeg skuespiller og instruktør Charlotte Sachs Bostrup, som jeg lavede satireprogrammerne Bostrup og Glahn sammen med på Zulu”, fortæller Therese Glahn, der efter Zulu-succesen egentlig var på vej til et liv i den franske hovedstad.
“Jeg var på vej til at flytte til Paris i forbindelse med arbejde som danser og koreograf, men blev så tilbudt rollen som Søs i DR1s på det tidspunkt nye store serie Nikolaj og Julie. Det var faktisk en stor beslutning for mig, for det var et valg mellem et liv som kunstner i Paris og en gennemgående rolle i en ny stor dansk tv-serie uden at vide, hvad det indebar”.
Jeg synes, det er en af de bedste serier, der er lavet på DR
“Det er jeg da glad for at høre. Min mor sagde også: Det er dejligt, at du bliver genkendt for noget, som folk godt kan lide. Og det kan hun have ret i. Det er jeg virkelig glad for”.
Kultur som dannelse
Med et helt voksenliv i scenekunstens tegn er Therese Glahn, med sine mere end ti års erfaring og børneteater, fortaler for en tidlig opdragelse med kunst og kultur som en del af den almene dannelse som menneske.
“Kulturen er jo ikke ligefrem blevet talt op under Corona-tiden.
Det er et seriøst samfundsproblem, synes jeg, for sådan som jeg anskuer at være menneske i verdenen, så burde bevægelse og dans og musik og teater og billedkunst være en integreret del i dannelsen af mennesker – helt fra vuggestuen og frem”, konstaterer Glahn.
“I februar sidste år koreograferede og iscenesatte jeg en forestilling i Esbjerg med en af landets få Kulturskoler – en almindelig folkeskole, hvor kunsten er en integreret del af skemaet. Jeg har arbejdet med mange børn over de seneste 30 år, men der var en enestående forskel på børnene, der kom fra Kulturskolen og dem, der kom fra en almindelig folkeskole. Kulturskolebørnene var ekstrem lydhørm og fulde af empati, selvindsigt og forståelse for andre de havde sproglig forståelse og adgang til egen kreativitet med en åbenhed, som var fuldstændig fantastisk”.
”Jeg havde min dans. Den gjorde mig stærk. Dansen var mit helle”.
Therese Glahn om barndommen
Hvordan var din egen skolegang?
“Jeg blev mobbet meget i de tidlige skoleår. Og hvis man skal kæmpe for sin overlevelse i skolen, lærer det jo en, at der er nogen, som vil dig noget ondt, og at man skal passe på sig selv. Det er ikke noget, jeg græder over i dag. Jeg måtte bare stå det igennem”, erkender Glahn og tilføjer:
“Jeg havde min dans. Den gjorde mig stærk. Dansen var mit helle. I dansen kunne ingen røre mig. Sådan har jeg det stadig i dag. At stå på scenen er et helle for mig”.
Nu har du klaret dig i branchen i 30 år. Hvad føler du, når der gøres status?
“Nu har jeg aldrig lagt langsigtede strategier. Men status er, at det i 30 år er lykkedes mig at leve af det, jeg elsker. Det er da en bedrift i sig selv. Det har kostet på karrieren at være mor, men det er lykkedes mig at få arbejdsliv og moderskab til at gå op. Det er det vigtigste. Det har ikke været ubetinget let.
Har du parkeret din danser?
“Det at udtrykke sig med kroppen er mit modersmål. Jeg er som sådan stadig danser i min tilgang til tingene, selvom jeg ikke danser mere. Jeg har de seneste 12 år lavet film, tv og teater. Jeg lever primært af at være skuespiller, men hvis jeg skulle have en titel, ville det være scenekunstner”, slutter Therese Glahn med et smil.
Forestillingen TÆNK engang! er fra 5 år. Den spiller lige nu på Krudttønden frem til 24.10. Billetter kan købes her: www.teaterbilletter.dk/select/92897